FC Dania er en divisionsklub, hvor alle spillere er på kontrakt. Alligevel har klubben ingen hjemmebane, intet klubhus og ingen i førsteholdstruppen gider at træne! Velkommen til den danske indvandrerklub i Oslo. (Artikkel på trykk i TIPS-bladet (Dansk fotballavis) i 2000)
"Hold kæft, benene er lige så stive som en p.. på bryllupsnatten!"
Nej, årets første træningsdag er ikke den helt store fornøjelse for hovedparten af de 30 spillere, som er mødt op til den interne træningskamp midt i Norges hovedstad. FC Dania har ganske vist arrangeret løbetræning hver tirsdag siden midten af januar, men forsvindende få har benyttet sig at tilbudet. Så der er mange, som lige skal hilse på hinanden, have genopfrisket kammeratskabet og sagt goddag til de 3-4 nye ansigter i omklædningsrummet.
Klubben har i dag lejet sig ind på en privat bane med kunstgræs, som dog først kommer til syne, da fejemaskinen har ryddet fem centimeter sne væk. Imens det bliver ordnet, kommer spillerne i tøjet og omklædningsrummet fyldes af snak, en pudsig blanding af dansk, norsk og danskernorsk. For selvom FC dania er en dansk klub, har norske spillere siden starten for fem år siden altid udgjort en vis del af truppen. Cirka hver fjerde er norsk for at klubben har nok folk til to hold.
Norsk opvarmning
De indfødte nordmænd er lette at pege ud i omklædningsrummet. De laver en "norsk opvarmning", hvilket består af en fingerspids snus, der sættes på plads i overmunden. Den sorte sovs skal så spyttes ud med jævne mellemrum i løbet af kampen.
Danskerne kan deles i to kategorier: dem der synger og dem er ikke synger. Hvis man ikke synger, er man lige kommet herop, mens de fleste danskere efter et eller to års ophold i Norge taler med en smule norsk accent og "synger" på de sidste ord i sætningen. Der er bankfunktionærer, butiksansatte, shippingfolk og andet godtfolk som er udstationeret i Oslo for en kortere eller længere periode. Og så er der staklerne, som har tabt deres hjerte til en lokal skønhed og nok aldrig vender hjem til fædrelandet.
For dem er FC Danias lille danske oase midt i den travle norske hovedstad ekstra vigtig. Derfor er det så meget desto mere underligt, at spillerne ikke gider at træne.
Det hænger sammen med at vi ikke har noget fast træningsanlæg. Kun til kampe, kan vi leje en bane. Så når der er træningsaften betyder det løb uden bold og det gider folk ikke, fortæller klubbens stifter, formand, træner, vaskekone og altmuligmand Jørn Egelund.
Den manglende træningslyst lyder umiddelbart lidt paradoksalt for en divisionsklub med 35-40 kontraktspillere, men gået lidt på klingen erkender Jørn Egelund med et smil, at alle klubber i Norge har divisionsstatus.
Der findes Tippeligaen hvor Rosenborg spiller, under den ligger 1. division, en 2. division med otte regionale ligaer, 3-4-5. og helt ned til 8. division, som svarer til serie 6 i Danmark. Vi spiller i 6. division og vil vel kunne klare os i serie 3 i Danmark, og lidt mere hvis folk gad træne.
Men det gør spillerne altså ikke og heldigvis da, for ellers ville FC Dania ikke eksistere.
Klubben blev nemlig startet af Jørn Egelund og hans søn Thomas i efteråret 1995, fordi Thomas var træt af at træne 4-5 gange om ugen i den norske 5. divisionsklub Oslo KFUM. Sammen med endnu en herboende dansker blev man enige om at lave et lille stykke Danmark og indføre lidt dansk fodboldkultur midt i den norske hovedstad. De tre stiftere spredte nyheden til danskere de selv kendte, som så fortalte det videre...
Knæstrømperne og Ozon LagetFC Dania spillede sin første divisionskamp i foråret 1996 mod hold som FC Knæstrømperne og Ozon Laget (lag betyder samtidigt hold på norsk, red.).
Mange mandskaber var mere bodega-hold end egentlige klubber, FC Dania vandt suverænt rækken, og sejrscifre som 10-0 var ikke sjældne. Derimod fik man i lighed med andre indvandrerklubber problemer med opførslen på banen og forholdet til dommerne.
Vi løb ind i en del røde kort det første år, blandt andet fik en spiller en længere karantæne for at skubbe en dommer omkuld. Men så slog jeg også i bordet og sagde, at det ville jeg simpelthen ikke lægge navn til. Klubben ville simpelthen blive lukket igen, fortæller Jørn Egelund.
Siden da har spillerne opført sig eksemplarisk og det er nu 2 1/2 år siden en FC Dania-mand sidst så rødt.
En snebold på skulderenKunstgræs-banen er omsider helt ryddet og spillet går igang.
FC Danias føstehold spiller selvfølgelig i røde hummeltrøjer, andetholdet er i dag trukket i den hvide udebanetrøje. I den klare og kolde forårsluft bliver spillernes ånde til røgskyer omkring ansigtet, og det hårde underlag kombineret med forårsstive lemmer holder tempoet nede på et beherske niveau, for nu at sige det pænt. Holdets ældste spiller, 39-årige Erik Dreier med en fortid som divisionsspiller i Frem, styrer fra sin plads som libero opspillet. Flere af holdkammeraterne har også før spillet fodbold på et vist niveau hjemme i Danmark. Et par af de nye har været boblere omkring Hvidovres og B 1909s divisionshold, mens Michael Frederiksen for nogle år og kilo siden var en talentfuld ungdomsspiller i AGF. Frederiksen er FC Danias mest scorende spiller gennem tiderne med 110 mål, og ikke overraskende netter han efter få minutter med en følt inderside op under overliggeren. Kort efter snubler han imidlertid og knalder skulderen ned i det hårde underlag og må ud og behandles. Heldigvis er der rigeligt med kølende midler ude langs sidelinjen en håndfuld sne kan bruges til andet end at kaste efter holdkammeraterne.
Banesituationen i Oslo er håbløs, som den er det i så mange andre norske og for den sags skyld danske storbyer. Der findes forsvindende få græsbaner, så de fleste spiller på grus eller kunstgræs-anlæg.
Sidste år havde vi en anden kunstgræsbane som fast hjemmebane, fortæller Thomas Egelund. I år håber vi at få denne bane som hjemmebane. Omklædningsforholdene er fine, banen er i orden og frem for alt ligger den centralt i byen. Vores spillere bor i hele Oslo-området, på nær en enkelt der bor 75 kilometer herfra, så det er vigtigt, at banen ligger hvor den let kan nås med offentlig transport.
Kunstgræsset giver os også en fordel, fordi det er nemmere at spille "dansk" på en helt jævn bane. Her kan vi bruge vores teknik i stedet for at løbe om kamp med de fysisk betonede norske hold, fortæller Thomas, der ligesom sin holdkammerater har skrevet kontrakt med FC Dania for denne sæson. Kontrakten giver ham dog ikke nogen indtægt, tværtimod koster det 400 kroner i kontingent + 30 kroner pr. spillet kamp. Desuden skal alle aktive i Norge tegne en lovpligtig ulykkesforsikring der koster et par hundrede kroner. Så selvom det lyder flot at kalde sig kontrakspiller, så er det så som så med alvoren bag dog pånær et punkt. På næstnederste linje står faktisk, at FC Dania kan forlange en transfersum, hvis en professionel norsk eller udenlandsk klub skulle vise interesse for en af klubbens spillere.
Det ville jo være ærgerlig at gå glip af pengene, hvis vi en dag skulle få en spiller med talent i klubben, som formand Egelund formulerer det.
Træningskampen er slut. De dampende kroppe bevæger sig i retning af omklædningsrummet. Et par af spillerne, der valgte at stille op i korte bukser har tydeligvis betalt prisen: de har reddet sig, hvad der i FC Dania-jargonen kaldes en "pizza" på knæet, nemlig en grim hudafskrabning.
Der var sgu for mange nordmænd med i dag, mener en af spillerne. Bolden fik en på frakken og afsted efter den og ned og lave glidende tacklinger.
Et par holdkammerater snakker om, at nu må norsk fodbold også snart indføre 10 minutters udvisninger i forbindelse med gule kort, så man kan komme ud og få sig en pause af og til.
Det er ikke det at vi spiller så mange hjemmekamper i Groruddalen, men faktisk så hører FC Dania hjemme i denne bydelen. Akers Avis Groruddalen hadde et vedlegg i mai 2008, Idrett i Bydel Alna 2008, hvor FC Dania ble presentert etter et intervju med Jørn. Du kan lese artikkelen ved å klikke på bildet til høyre.
